Ilulissat

Så er kufferten klar

Udsigt fra flyveren

Lidt over middag lørdag d. 26.4 tog jeg i lufthavnen, hvor jeg skulle mødes med Looqi. Sammen skulle vi flyve til Ilulissat. For første gang fløj jeg fra Nuuk, hvilket var en lidt underlig følelse, men at bliver smidt tilbage i sædet i det lille fly og flyve af sted udover vandet var vildt dejligt. Vi fløj til planlagt tid, og endnu engang fik jeg det skønne syn at se, Grønland oppe fra, hvilket er et meget overvældende syn. Jeg havde helt glemt, hvor overvældende det er, det er så enormt, så hvidt og blåt. Looqi var så sød, at jeg fik lov at sidde ved vinduet, tilmed var han så sej til at finde en af de bedre vinduespladser – han er sgu en god guttermand! Trods lidt træthed, som en fredags bytur var skyld i, så klarede jeg egentlig flyveturen ganske godt. Jeg får altid sommerfugle i maven lige inden jeg skal gå ind i flyveren, at Looqi som kom med en af sine klassiske kommetarere ”Jeg skal skide”, gjorde ikke min situation, med en lille dosis træthed og tømmermænd i blodet, bedre…
Da vi påbegyndte nedlandingen til Ilulissat fik jeg ekstremt ondt i ørerne, hvilket jeg havde helt glemt fra turen til Nuuk, hvor jeg for 10. måneder siden fik den samme følelse af smerte, så der blev tygget tyggegummi og Looqi lånte mig sine seje høretelefoner, som kunne udligne noget tryk!  

Guidehuset 

Ilulissat modtog os med solskin og lunt vejr, vi havde en kort taxakøretur fra lufthavnen og til guideboligen, Elisa mente ellers, at det var mig, som skulle sige, hvor vi skulle hen, men det er bare svært, når det starter med det der svære Q!! Så jeg overlod til altså til min følgesvend Looqi, som er lidt mere hjemmevant i det grønlandske end jeg er. Elisa stod i solen og modtog os, det var skønt at se hende igen, altid smilende og imødekommende. 

Inde i huset lå søde Johanne desværre syg, men efter at have smidt vores ting ind i huset og lige landet lidt, tog Elisa os med på en gåtur ud til Kællingekløften og .
På vejen dertil skulle vi gå mellem nogle af alle slædehundene, som stod i hver deres spand og holdt øje med os. Vi blev mødt af slædehunde som gøede af hinanden, andre som bare lå og slappede af, nogle gik rundt mens andre spiste sne.
Jeg ved godt, at jeg måske har sagt det flere gange, men HOLD NU OP, hvor var det bare mega mega smukt!! Synet af solen der rammer de mange isfjelde og isskosser var overvældende. Mens man går på stien, da området er fredet, er der ved siden af stien helt fint urørt sne, der i solens skær snyder en så meget, da det ligner en masse små diamanter, der dækker jorden. Vi stoppede flere gange, hvor vi bare stod helt stille, lod solens stråler rammer os og nød den helt uimodståelige vanvittige udsigt og stilheden. Looqi opdagede små harespor i sneen. Stedet er ellers ofte fyldt med turister, men vi havde stedet helt for os selv!

Udsigten ved Kællingekløften

 På ”toppen” nær Kællingkløften nød vi en kop te og en småkage, lige på det tidspunkt ville selv vand have smagt af vin med den udsigt. Det var så hyggeligt at sidde der, nyde det og tilmed i helt fantastisk selskab med Looqi og Elisa.  Vi gik ad fjeldvejen tilbage. På vejen tilbage så vi en lille tyk slædehundehvalp, den var vildt cuuute, fordi den bare er en lille tyk kugle med små ben, som er nysgerrig, men alligevel bange. Det er sådan, at slædehundene er flokdyr og meget territorium bestemt, derfor må man ikke bare gå hen til hundene, selvom de ser søde ud. De er ikke som danskerhundene i Nuuk, da hundene her er arbejdsdyr og mere vilde. Looqi kunne dog ikke helt lade være med at gå i mellem nogle af hundene, fordi han ville se, om han kunne snakke lidt med den søde hundehvalp, men de andre slædehunde omkring ham, rejste sig op, da han nærmede sig deres sted. Den lille hundehvalp kom først løbende hen imod ham, men det var som om, at den fortrød lidt og løb tilbage til sin mor igen. 

Looqi og jeg med den smukkeste baggrund

Intet andet end smukt!

Hjemme i huset stod den på hjemmelavet kyllingesuppe, som havde stået og simret hele dage, hvilket var vildt lækkert. Det der adskiller den grønlandske kyllingesuppe fra den danske er, at der her bliver puttet kyllingehjerter i – så nu er det også prøvet. Der blev hygget om aftnen med filmen Frost, som jeg læææænge har villet se. Ih det er altså bare en mega sød og skøn film!

Her står fiskerne på isen....

Søndag blev der sovet læææænge og hold nu op, hvor trængte jeg bare til det. Da jeg endelig kom ud af fjerene, stod jeg op til duften af nybagte boller, ihhh hende Elisa er sød og god. Johanne var desværre stadig ramt af sygdom, Looqi tog ud på familiebesøg, da noget af hans familie fra Ummanaq var på ferie i Ilulissat. Elisa og jeg gik en god lang tur rundt i byen, vi så et lille kunstværksted, hvor der var vildt mange flotte ting, som var lavet i rensdyrgevir og andet ben både fra hvaler og moskus. Vi gik ned forbi havnen, hvor det var skørt at se fiskerne gå rundt på isen, og tæt på bådene, mens der altså var frit vand andre steder i havnen, ret modigt i mine øjne. Vi tog forbi café Inuit på tilbagevejen, hvor vi tog os en café latte, vi sad længe bare og hyggesnakkede så længe, at vi til sidste havde alt for varme fødder. 

På sejlturen

Tiden blev brugt på en masse praktiske ting i forhold til forberedelser til kurset, hvilket tager længere tid end man lige regner med, at det gør. Selvom der blev brugt tid på at forberede os til weekendens kursus, huskede vi altså også at nyde det og få slappet af, fordi vi vidste, at vi skulle arbejde hele weekend fra morgen til sen eftermiddag. 

Derfor tog vi på en lille sejltur rundt i isfjorden, som Johanne havde været så sød at arrangere for os. Vi sejlede af sted omkring 15.30 og var i land igen ved 18 tiden. Det var skønt at se en by fra vandsiden også, men også opleve en anden vandside, end den man har set omkring Nuuk. Her var det meget anderledes, da isfjorden har en masse kæmpestore isfjelde, som er så enormt store, at man næsten ikke kan forstå det. Vi sejlede i en ret stor båd, hvor der både var mulighed for at være inde og uden, ovenpå og nedenunder, foran og bagved. Vi sejlede af sted, det er noget andet at se Grønland fra vandsiden af, Ilulissat er en smuk by set fra denne side også. Vi sejlede af sted, og den ene isskosse og isfjeld brød frem efter den anden. Det var et imponerende syn, jeg kan ikke forstå, at Grønland bliver ved med at overraske mig på den front, den natur er altoverskyggende fascinerende. Det var en utrolig dag på fjorden, hvor jeg oplevede at båden vi sejlede med faktisk brød isen, sejlede ind i de store afbrækkede stykker og faktisk vendte han en af dem med bådens krafter- det var helt vildt. Det er så langt fra det, som man er vant til i Nuuk, hvor man altid skal holde øje med dødisen, men her var det helt lige meget. Det var en hyggelig tur i selskab med Looqi og Elisa, hvor vi fik nydt den skønne natur, drukket lidt te og spist vores favorit kiks. Da vi kom hjem stod den på madlavning, så havkatten i gryden også ellers koge den sammen med løg. Kort tid efter var der havkat, ris og karrysovs. Det var første gang, at jeg smagte havkat, jeg synes, at det smagte rigtig rigtig godt. Vi var alle helt trætte efter dagen på vandet, så der blev bare lige hygget lidt, inden vi faldt om af træthed.

Helt vild med det!

Favoritbillede

Selfie på isfjorden

smukke farver

Fascinerende syn

Isfjorden

To meget søde typer - Looqi og Elisa

YES! Fik Looqi med på selfie :-) 

Mig på isfjorden

Selfie på isfjorden

Der nydes en kop varm te 

 

Før turen 

Den anden vilde naturoplevelse jeg fik, kom allerede dagen efter, om onsdagen - hundeslædetur! Nogle tror, at det er alle steder i Grønland, at man kan køre på hundeslæde, men det er altså ikke tilfældet. Det er kun tilladt indenfor Polarcirklen. Pakket ind i en masse varmt tøj, drog Elisa og jeg på hundeslædetur. Vi gik langs hundesporet, hvor vi skulle mødes med vores kuske Emil og Knud. Jeg mødte Emil, som var min kusk, en ældre mand på nogen og 60 år og levede op til mit billede af, hvordan en grønlandsk kusk ser ud - total solbrun, lille, tæt og frisk.
Jeg mødte de 12 hunde, som senere skulle løbe foran mig og trække mig ud i den smukke natur. Emil og jeg snakkede lidt om løst og fast, heldigvis var hans danskkundskaber noget bedre end mine grønlandskundskaber... Han bad mig sætte mig op, og med et lød der råb fra den lille mand, som de 12 hunde reagerede på med det samme og satte i løb. Vidunderlig følelse at sidde presset tilbage på slæde, mens man mærker rykket fra hundenes kræfter, som hurtigt finde ind i en god løberytme udad sporet. Der gik ikke lang tid før jeg hørte lyden af arbejdende hunde, da hundene fra Elisas slæde kom løbende efter, det var helt vildt at være så tæt på sådan et arbejdende og lidt vildt dyr. Det var i det hele taget en fantastisk tur i meget smukke omgivelser, og med den kære Emil. Vi holdt en pause et skønt sted, hvor hundene fik et hvil, mens vi nød en kop te, som blev drukket af en innovativ faxe kondikop, da vi havde glemt kopperne... På turen hjem skulle vi til sidst ned af et lidt større fjeld, her fik Emil hundene til at være bagved slæden, for at få dem til at bremse lidt, men det gik drønstærkt nedad alligevel - så det gjaldt om at holde godt fast i rebbet, hvis man ønskede at blive på slæden. På det sidste stykkede havde de to kuske en lille intern konkurrence om at køre hurtigst, det var lidt sjovt at være tilskuer til, når nu man sad der på slæden. Men Emil måtte altså se sig slået af Knud, og ikke nok med det tabte Emil sin pisk så vi måtte stoppe og jeg løb tilbage efter den. 

Så tæt og tættere oplevede jeg de arbejdende hunde

Elisa & kusken Knud på slæden

Selfie

Slædehundene

Udsigten hvor vi holdt en pause

Velfortjent pause til hundene

Elsker billedet af hundene som løber

En træt slædehund som venter på et velfortjent måltid mad

Åh en sød hvalp som var ca. 1 måned gammel

IGGGUUU 

Flere søde hvalpe

At køre hundeslæde i Grønland er uden tvivl noget af det bedste! Jeg har prøvet at sidde der på slæden, mærke hundenes kræfter, føle vinden i ansigtet, mærke solens varme stråler ramme ens kinder og varmer dem alt i mens man er en form for statist på slæden, der bare ser til. Jeg suger til mig af naturens mange smukke billeder, som bare væltede ind over mig hele tiden. Nogle vil sige, at det da ikke må være en særlig smuk oplevelse at opleve hundene trække en op af fjeldet, mens man har udsyn til deres bagpartier, men at mærke de kræfter, de har og det øjeblik, hvor man når toppen bliver mødt at et syn, som virker så uvirkeligt, fordi det er så smukt - så bliver man et øjeblik i tvivl om man lever, men det gør man.
Hjemme i guidehytten igen sad i nu med en skøn oplevelse og en fin duft af slædehund på os, lige nu sidder jeg i min lejlighed og duften af slædehund er væk, men oplevelsen bor stadig indeni mig - det vil den gøre for altid.

Mapperne er klar

Så blev det altså weekend og den stod jo på det, som var hovedmålet med turen, at få flere unge mennesker uddannet til at være ambassadører for INUA i Grønland. Looqi og jeg skulle være en del på, fordi vi skulle dele ud af de erfaringer, som vi har gjort os her i Nuuk. Det var en skøn oplevelse, det at arbejde sammen med Looqi var og er vildt godt, fordi han er meget dygtig! vi supplerer hinanden godt, når vi holder oplæg, selvom han fortæller på grønlandsk, som jeg stadig ikke helt forstår, så er det som om, at man alligevel ved, hvad han siger. Vi stod for en hel formiddag med teambuildingsøvelser, hvilket er mega fedt og en kanon måde at lære hinanden at kende på og overskride nogle grænser. Det er et punkt, hvor jeg kan se, at jeg virkelig er vokset det sidste års tid, jeg har rykket mig flere kilometer på det punkt. Hvor jeg før aldrig ville stille mig så tæt på mennesker, som jeg ikke kender eller bare lade mig vælte bagover og lade de andre gribe mig og føre mig videre som en træstamme gennem rækken af deres hænder. Jeg har altså fået en større tillid til andre mennesker, men også til mig selv og det jeg kan. Det er skønt at mærke. Derudover stod vi for en del oplæg omkring både Psykisk førstehjælp, hjælp til hjælperne, telefonrådgivning, det at være frivillig, vores erfaringer og andet. Når man stod der sammen med Looqi sammen med de andre unge, mærkede jeg bare hvor meget jeg virkelig brænder for det her - mest af alt fordi jeg kan se, at det giver de andre unge så meget, men jeg mærker også på min egen krop, at det virker! 

Elisa og Looqi

vand skal der til

1-2-3 kom vi hopper med lukkede øjne. (p.s. alle ved, at jeg ikke kan hoppe!)

Øhhh kan du se noget? Simpelthen så søde de to! 

Så sjovt at se dem spille hønsefodbold, man glemme helt hvor sjovt det er!

Grin, smil, fællesskab og ny viden - det var en skøn weekend!

Lørdag aften skulle bandet Small Time Giants spille koncert, hvilket vi ikke kunne gå glip af! Det er en gruppe unge fyre som bor i København, men kommer fra Grønland, hvis der er noget de kan - så er det at give en aldeles medrivende koncert. Deres musik kan fange en, så selv jeg, der ikke ejer en rytme eller tone i livet står og rocker med til musikken. Det er oplevelser som, da forsangeren stiller sig ned foran sammen med trommeslageren og spiller en sang på guitar og synger uden mikrofon, det er oplevelser som når man står der foran og bare mærker musikken og samtidig se forsangeren springe ud i menneskemængde og se dem gribe ham og holde ham oppe, alt i mens han står oprejst og synger.! Det for vildt! Der er et par af deres sange som virkelig har fået stor betydning for mig, de går lige ind og de vil for altid minde mig om at være her i Grønland.  Lyt til mit favorit nummer her!

Mandag var det retur til Nuuk igen. Det var nogle helt fantastiske dage i Ilulissat i perfekt selskab og det er noget jeg vil huske for altid. Lige nu sidder jeg og lytter til Small Time Giants, mens jeg drømmer mig tilbage til Ilulissat, men ja det var alligevel godt, da synet af Nuuk mødte en igen, da vi fløj, hvor Looqi og jeg blev enige om, at vi faktisk havde savnet Nuuk.
At møde min tomme og stille lejlighed var lidt underligt efter dage med søde mennesker omkring en, men at jeg så trådte ovenpå et brev fra en lillesøster - det gjorde lige, at jeg fik mærket, at der er mennesker som bare har en særlig plads i mit hjerte! Lige meget hvad vil den pige altid være den jeg vil gå igennem ild og vand for, selvom jeg ikke snakker tit med hende, så ved jeg, at hun er der for mig, og jeg er der for hende. At læse hendes fine ord på papiret omkring minder fra, da vi var små, det gjorde lige, at der blev lidt vådt på mine kinder - i skrivende stund bliver jeg berørt bare af tanken, fordi det viser bare, at vi har haft en helt fantastisk barndom sammen. Vi kender hinanden så godt, og selvom vi kunne blive de vildeste uvenner over, hvem der skulle tager tispapiret, når vi skulle gøre rent ved vores marsvin Pjuske, så gik der aldrig mange minutter før vi blev gode venner igen og grinede af det. Tak for din søde tanke søs! 

Det endte altså med, at jeg faktisk fik set Ilulissat både fra vandsiden, landsiden og luftsiden - det er altid godt med flere perspektiver, men i denne situation bliver konklusionen den samme - tryllebindende fantastisk. Det er minder for livet, som jeg vil kunne tage frem og tænke på med det største smil og glæde indeni, men også stolthed over, hvad jeg egentlig har været med til at bygge op sammen med de andre fra INUA! Det er noget der sætter spor - vigtige spor i.   

Hverdagen ramte mig igen om tirsdagen, hvor eleverne mødte mig med knus og "vi har savnet dig", hvilket var rart. Derudover er det skønt, når man resten af ugen går fra arbejdet med følelsen af, at det man laver er virkelig noget man kan og godt kan lide, selvom der er en masse udfordringer på vejen. 

Jeg har det altså godt, selvom jeg begynder at mærker den kriblende fornemmelse af savn til en flok mennesker i Danmark, så ved jeg, at inden længe (42 dage), så står jeg på danskjord og skal give alle dem jeg holder af verdens største knus!
At være her styrker mig mere end jeg aner - jeg har haft brug for det her, brug for at styrke troen på mig selv og det jeg kan. 

Nuuk fra oven - sneen smelter!