will never know
the value of a
moment until
it becomes a
memory.
I sommers tog min søster mig med ud til min mormor og morfar. Jeg var ellers selv fast besluttet på, at jeg ikke ville besøge dem pga. min mormors stigende alkoholmisbrug.
Min søster gjorde noget, som jeg i dag er hende evigt taknemmelig for.
Jeg havde været i Aarhus for at besøge nogle veninder, hvor min søster hentede mig på stationen, da jeg kom hjem. Da vi satte os ind i bilen, sagde hun, at hun synes, vi skulle tage forbi mormor og morfar, bare et lille besøg sagde hun.
Jeg protesterede, mest fordi jeg i min stædighed havde besluttet mig for, at de måtte kontakte mig. Men er der noget i verden, som jeg er blød overfor, så er det min søsters tiggende og insisterende øjne. Jeg gik med til, at vi godt kunne tage derud, men det skulle være kort.
Vi kørte ind i gården hos mormor og morfar, kiggede på hinanden, gik ud ad bilen. Jeg gik hen mod den slidte havelåge, åbnede den med bankende hjerte, fordi jeg ikke havde set dem så længe og usikkerheden omkring, hvad der ventede mig på den anden side af døren.
Der ventede ikke overraskende en stank af gammel sprut fra min mormor, som kunne lugtes på flere meters afstand, jeg gav hende et hurtigt knus og gik ind i stuen til min morfar.
Der sad han i sin lænestol, smilende, glad og med ordene "Hvor er det dejligt, at I ville besøge os". Min morfar var en mand af få ord, han åbnede kun munden, hvis det var nødvendigt. Jeg har aldrig hørt ham sige det før, derfor ved jeg, at han mente det, hvilket hans smil også fortalte.
Vi blev der noget tid, hvor vi snakkede lidt og jeg fortalte om Grønland.
Da jeg sagde farvel til min morfar, var det et farvel. Med en klump i halsen og tårer som pressede sig på, gav jeg ham et stort knus. Da jeg vendte ryggen til og gik derfra, vidste jeg godt, at det var sidste gang jeg ville se min morfar i live. Jeg fik ret.
I søndags modtog jeg et opkald tidligt om morgnen fra min søster. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle sige det, men jeg vidste allerede, hvad hun ville sige, inden ordene kom ud af hendes mund, at morfar var død.
Jeg vidste, at det ville ske, jeg vidste, at hans lys snart ville slukke. Alligevel vidste jeg ikke, at jeg ville blive ramt så hårdt, at jeg ville blive så ked af det. Jeg græd, mens jeg snakkede med min søster, jeg fik et stort hul i maven, en følelse af ikke at forstå beskeden, følelsen af at være alene og ikke sammen med de andre.
Det, at jeg har mistet min morfar, som er den første af mine bedsteforældre, der tager herfra, har ramt mig hårdere end jeg havde troet, at det ville. Jeg har været meget ked af det, men også sur, sur på mig selv, misundelig og sur på min familie i Danmark som har kunne være sammen og være der, give ham det sidste farvel, alt i mens jeg har siddet 3000 kilometer væk. Jeg har håndteret det på min måde, måske kan man forstå det, måske kan man ikke, men ingen ved, hvordan det følelse at miste én på afstand, før det er prøvet.
I dag kl. 13 dansk tid blev han begravet. Jeg gik selv ud på kirkegården her i Nuuk. Gik i det smukke landskab, som netop er blevet ramt af den første sne, det er som om nogen har taget en si og strøget flormelis ud over det hele, så smukt, koldt og hvidt. På kirkegården stillede jeg mig ved indgangen på fjeldet, kiggede udover vandet, så op på himlen der var gråsort, men med en enkelt blå stribe, hvor solen prøvede at brænde igennem, mærkede den kolde vind hive i mig, blæse mig igennem alt i mens jeg lod tårerne få frit løb. I tankerne havde jeg billedet af min morfar sidde i sin lænestol, i solskin, smilende, glad og interesseret i mig, det er sådan, jeg vil huske ham. Et minde fra en sommerdag, har pludselig fået en langt større betydning end jeg havde troet. Hvil i fred morfar.
