På tur med Inua

Dén der tid, den flyver for mig og ikke mindst fra mig. Jeg fløj torsdag d. 22. Oktober mod Ilulissat, som billedet afslører, var det nemlig i forbindelse med Inua. Endnu engang fik jeg tilbuddet om at tage til Ilulisaat og træne nye frivillige - et tilbud man ikke lader flyve fra sig. 

Jeg var i godt selskab med mine to med-frivillige, Gabriel og Napaartoq, i dagligt tale, Gaba og Nape. 

Først ventede vi i Nuuk lufthavn, derefter fløj vi til Manitsoq og mellemlandede, så til Kangerlussuaq, hvor vi ventede et par timer, her fordrev vi ventetiden med snak, mad, film, lidt hækling og selvfølgelig selfies. 

Nå, men da vi sad i cafeteriet i Kangerlussuaq blev vores fly først forsinket, det er man så vant til her, så blev det aflyst, men vi blev reddet alligevel for vi blev ombooket til et andet fly, som skulle forbi Aasiaat. Så endnu en flyvetur med et lille stop i Aasiaat for til sidst at lande i smukke solfyldte Ilulissat. Så på en dag nåede jeg at være i fem forskellige grønlandske byer - lidt vildt at tænke på, når man ikke kan komme fra by til by med bil eller tog. 

Jeg skal lige love jer for, at Ilulissat tog godt imod os, solskin og den vildeste kolde vind jeg længe har mærket på min krop. Vi ville blot gå en lille tur ned til Pisiffik, på vejen derned blev vitale tre enige om, at det var tydeligt at se, at vi kom fra Nuuk, der gik vi nemlig blot i vinterjakke, hue og for mit vedkommende halstørklæde og vanter, mens de lokale havde været kloge at iføre sig enten overtræksbukser eller den klassiske flyverdragt. I Pisiffik mødte vi Cecilie og Katrine, som er projektmedarbejdere for Inua i Ilulissat. Tilmed fortalte en lokal os, at det var minus 26, så gav det mere mening at vi frøs vores små ben.  

Fredagen blev brugt på at forberede kurset vi skulle holde, vi rettede vores oplæg til og småhyggede os. Vi gik på tur ud til Sermermiut, et ufatteligt smukt sted, hvor hav og isfjelde lever side om side, at de fik selskab af solen gjorde kun oplevelsen en tand smukkere. Som den selfie-King Gaba nu er, så skulle vi selvfølgelig have et godt selfie på toppen af et af fjeldene. Det krævede lidt vandring op og ned, her var det tydeligt at se, at drengene er vokset op i denne natur, de sprang jo sikkert opad, mens jeg, bagerst var mere forsigtig. Alt i mens vi gik opad, kredsede mine tanker blot på, hvordan jeg nogensinde skulle komme ned af det halvstejle fjeld med livet i behold. Gaba fik taget nogle selfies med os på, men det var en frysende oplevelse. På vejen tilbage beviste drengene er de er nogle rigtige mænd, de var så hjælpsomme og gode til at guide mine små tykke ben ned ad fjeldsiderne, så jeg kom ned med livet i behold. Drengene jokede med, at jeg havde sagt, at det ikke var sikkert, vi overlevede turen, hvortil de sagde at "de ville hvert fald, men spørgsmålet var mere om jeg ville". 

Om eftermiddagen satte vi kurs mod Hotel Icefjord, som var rammen for vores kursus, hvor vi mødtes med de to projektmedarbejdere, Cecilie og Katrine. 

Da træningen blev skudt i gang var det bare endnu engang en fed følelse i hele kroppen. At være sammen med mennesker, som er så livsglade og fyldt med smil og grin, det er givende. Den første dag omhandlede de 7 principper som Røde Kors arbejder ud fra samt at lære hinanden at kende gennem smålege. Jeg følte, at jeg fløj fra den første træning pga. glædesfølelse i hele kroppen og ømme kinder af at grine så meget. Drengene og jeg gik sammen med Hansinnguaq, der nu bor i Ilulissat, på cafe for at få noget at spise. Det er altid dejligt at spise i gode venners selskab, Hansinnguaq kender vi fra Inua i Nuuk. Med kroppe fyldt med lækker mad og grin, blev vi ramt af træthed og gik mod vores hytte. 

Lørdag og søndag stod den på mere træning af de nye frivillige, jeg stod om lørdagen for oplæg omkring psykisk førstehjælp, som er et halvstort punkt med en del underemner som har relevans for vores frivillige arbejde. Derudover var der en masse teambuildingslege, oplæg om samværspolitik, vores frivillig håndbog samt øvelse i at planlægge aktiviteter. 

Søndagen overrakte Nape beviserne til de nye frivilligt, fordi det var Napes første træning, som instruktør og derfor mente vi, at han skulle have æren. 

Nå men efter planen skulle vi have kurs mod Nuuk om mandagen, men sådan ville vejrforholdene det ikke. Der var allerede søndag kraftig storm i Nuuk, så vi havde gamblet lidt om, om det ville være muligt at flyve hjem til Nuuk. Vi savnede alle Nuuk, Gaba savnede sin søn, Nape og jeg savnede vores kærester. 

Vi ville først få besked senere på dagen omkring, hvad udfaldet ville blive, så vi gik ind til byen for at købe gaver til Napes kæreste. Vi var forbi det lokale værksted, et værksted hvor man tilstoppes i næsen af en helt særlig lugt af ben og slibetøj, mens ens støvler laver spor i resterne fra rensdyrenes gevir. Der var en masse fine ting, det særlige ved at købe sådan et sted er, at man køber det direkte af ham, som har formet det og hører en stolt stemme fortælle om sine værker. Tilmed er prisen i en helt anden retning end butikkernes priser, så med købeoplevelsen og prisen, ved jeg godt, hvor jeg vil købe. 

Omkring frokosttid fik vi beskeden om, at vores afgang var aflyst, lige i de sekunder eller okay, måske minutter, en hel del minutter, var jeg ret så sur, jeg ville faktisk gerne hjem til Michael. 

Vi pakkede vores ting sammen, ringede efter en taxa, ventede på taxaen i 15 minutter, alt imens min grad af surhed steg. Det gik lidt ud over Nape og Gaba, og Nape mente, at det var meget godt, at vi ville blive inkvarteret på enkeltmandsværelser på Hotel Artic. Vi blev nemlig inkvarteret på firestjernet hotel for en nat. Vi skulle dog lige derud først, jeg ringede efter endnu en taxa, men ingen hentede os, til sidst slap min tålmodighed op og den efterfølgende taxa som passerede os, rakte jeg hånden op som en anden Carrie Bradshaw der prajer en taxa i Sex and The City. Se, det gav held og vi blev kørt til Artic og indkvarteret på lækre værelser. Værelser med udsigt til slædehunde, hav og isfjelde. 

At vi fik serveret en lækker frokost med grønlandske specialiteter gjorde lige, at min surhedsbarometer gik helt i bund og erstattet af smil i stedet. Efter frokost gik Nape og jeg en tur ind til byen og en tur ud mod Sermermiut, hvor hunde-spandene står, det er ikke spande, men det kaldes de flokke, som hundene står i. Her blev vi mødt af en del små og halvstore slædehundehvalpe. 

Tirsdag blev dagen, hvor vi kunne sætte os i den lille røde flyver og sætte kurs mod Nuuk. Det har på alle måder været en rigtig dejlig tur, jeg har hygget og haft det så godt sammen med Nape og Gaba, de er nogle herlige gutter med en helt igennem skøn humor og personlighed. Det er endnu en af de oplevelse, som jeg gemmer i min mindebank. Selvom det at være frivillig kan være krævende, så er det plussiden som vinder til hver en tid. I Inua har jeg mødt de mest herlige mennesker med store personligheder, som jeg sætter enorm stor pris på. 

Endnu et besøg i Nuuk

Ja, tiden har spist mig lidt den sidste tid, hvor jeg har haft travlt med alting og ingenting. Nu har jeg efterårsferie og derfor har jeg den tid det tager at skrive et betydningfuldt indlæg. Indlægget jeg vil fodre bloggen med handler nemlig om min farmor og farfars besøg i Nuuk. 

Efter en helt fantastisk sommerferie, hvor jeg fik lavet alt det jeg gerne ville, blev det tid til at pakke kufferten og lade det store røde fly få luft under vingerne med kursen mod Nuuk. Endnu engang var jeg  så heldig at have selskab på min tur, denne gang af min kæreste Michael og mine bedsteforældre. 

Vi mødtes i lufthavnen i Kastrup, da farmor og farfar kom med flyveren fra Aalborg, mens Micahel og jeg havde overnattet hos en veninde i København - så jeg fik kørt i Metroen for første gang, for nogen lyder det måske skørt, men selvom offentlig transport kan være ubrugeligt til tider, så nød jeg, at den offentlige transport var der, her i Nuuk har vi nemlig kun nogle busser og fire ruter. 

Det var en dejlig og behagelig flyvetur fra Kastrup til Kangerlussuaq. I Kangerlussuaq skulle vi så med tre forskellige fly, så jeg sagde på gensyn til de andre og hoppede på det første fly til Nuuk med min kollega Susanne. Det var rart at blive mødt af Nuuks luft og tempo, men jeg måtte lige vente lidt med at komme helt ind i Nuuks tempo. Jeg skyndte mig ind til byen, fik handlet ind og bestilt internet til lejligheden, jeg vidste jeg kun havde kort tid før farmor og farfar ville være ved min adresse, men sådan gik det ikke. Som der så ofte sker i Grønland, så holder planen ikke altid, hvilket flyets plan ikke gjorde i denne omgang, da det blev forsinket. Pludselig havde jeg jo vildt god tid inde mine gæster og min nye sambo ankom. 

Lørdag d. 8. August spiser farmor og farfar deres første måltid i Nuuk.

Heldigvis ankom de alle tre godt til Nuuk, selvom Michael var noget forsinket, men godt frem kom han. 

 

Om søndagen nød vi tiden sammen, jeg viste dem lidt rundt i Nuuk. Farfar gav kaffe i Katuaq, hvor vi nød et lille hvil med en god kop kaffe og kage til. 

To vigtige mænd nyder udsigten udover Kolonihavnen

Desværre havde jeg ikke fri fra arbejde til at være sammen med Michael, farmor og farfar hele tiden, men når jeg havde fri nød vi tiden sammen. Om onsdagen havde farmor og farfar fået arrangeret en sejltur med hvalsafari. Vejret havde hidtil været lidt ustadigt og mørkt, men om onsdagen hvor vi skulle på vandet skinnede solen og varmede så dejligt. 

Vi sejlede fra Tidevandstrappen, hvor vores guide sammen med andre turister steg ombord på båden. Vi var lige kommet ud på fjorden, da den første hval viser sig i vandets overflade. Wow det var fantastisk, jeg har ser hvaler før, men det var længe siden (den første jul heroppe), så at se så stort et dyr bryde overfladen er ret fascinerende. 

Vi sejlede videre, da hvalen ikke viste sig mere. Vi stod ude og nød den friske luft ramme vores ansigter, jeg nød at opleve det sammen med mine bedsteforældre. Da det at sejle er noget jeg altid har forbundet med de to, fjordluften er noget ganske specielt for mig, fordi de to mennesker er noget helt unikt i min verden. 

Farmor på vandet

 Farfar måtte nøjes med at være passager på dagens tur. 

Michael nyder sin første sejltur.

Os alle fire på vandet med Sermitsiaq i baggrunden

Selfie med farmor

Vi sejlede videre og pludselig så vi en hval igen, denne hval fulgte vi nu i over 2,5 time, hvor vi så den utallige gange springe op og bryde vandets overflade. Farmor ville så gerne fange hvalen på et billede med sin mobiltelefon, men hver eneste gang farmor stod klar med mobilen til at fange hvalen, ja så forblev hvalen under vandet. Så snart farmor lagde mobilen i lommen, så kom hvalen så fint frem. Så det grinede vi en del af, og mente ar hvalen kunne mærke det. 

Farmor prøver at fange hvalen - men væk var den.

Kærlighed på vandet 

Michael og jeg på fjorden med isskossen i baggrunden.

I et fantastisk selskab.

Isskosse før den vendte rundt. Se hvor stor den er under.

En isskosse i en smuk formation efter den vendte sig rundt i vandet.

Det var en meget mindeværdig dag, som er et af de mange minder som jeg gemmer i min hjerte for altid. 

På turen oplevede vi også, at en isskosse vendte sig rundt - det var første gang jeg oplevede det, men en vild oplevelse at være i kort afstand til en hård masse, som lige vender sig rundt. 

Det blev torsdag og første skoledag på USK også, jeg havde de tre med på arbejde, så de kunne opleve første skoledag i Grønland, da det er en meget vigtig dag, hvor børnenes første dag fejres med kaffemik. 

På første skoledag har de små drenge og piger deres nationaldragter på, jeg synes de er så søde i deres små smukke nationaldragter. 

Om fredagen blev det farmor og farfar sidste dag i Nuuk, så Michael og jeg sendte dem videre på deres Grønlands tur, de skulle nemlig med båden til Ilulissat. Det var lidt hårdt at vinke til dem og kramme dem, de er som sagt to mennesker som altid har været i mit liv, altid har støtte en, altid har været der, har gjort alt for mig (og andre), altid åbne og gæstfrie, jeg har aldrig været i tvivl om deres kærlighed, fordi man mærker den. De er nogle vildt seje bedsteforældre, ikke mange ikke-grønlændere kan prale af at have været på Lille Malene i en alder af 75 og 72 - der tager jeg hatten af for jer. Endnu engang af hjertet tak fordi i tog turen herop, det er nogle oplevelser jeg vil føje til minder hos mig. 

Det der ellers sker her i Nuuk er, at Michael bor her, han bor her stadig, selvom min far havde advaret ham mod mine særheder, som kun er kærligt ment fra min fars side. 

Vi har fået internet i lejligheden, Michael har fået arbejde ved AWG (Artic Winter Games), som er et sportsevent som afholdes i Nuuk til marts. 

Vi nyder hinanden, naturen, friheden, oplevelserne og arbejde. Vi var tidligere et smut på Store Malene en dag hvor vejret var helt perfekt til sådan en tur og uden myg. 

En anden weekend var vi så heldige at en Michael går til gymnastik med inviterede os ud på en sejltur hvor vi også kunne fiske. Det sagde vi ikke nej til. En skøn tur, hvor vi spiste frokost ude foran på båden, nød solskinnet og det gode selskab. Michael fangede sin første fisk, og flere efterfølgende. 

På turen bestod vi også en ægte parprøve, to fiskesnørrer havde viklet sig ind i hinanden, og ikke bare viklet sig lidt ind i hinanden, men meget. Tålmodige og stædige, som vi begge er, ja så fik vi løst den hårde knude løs. 

Vi har fejrer Michaels fødselsdag, hvor han blev hygget om med gaver og brunch i Katuaq. Senere på dagen var vi til markeringen af et halvt år til AWG og om aftnen lavede jeg treretters menu til ham.