Kærlighed på afstand

Afstand 
Mærk kærligheden.
Mærk savnet.
Mærk betydningen.

Nogen er der,
andre ikke.
Nogen vil mig det bedste,
andre ikke.
De, som er og vil,
gør at jeg er til.

 - Sanne
Min familie, mine veninder og venner betyder alt i verden for mig.
Afstanden får mig til at mærke, hvad og hvem som betyder noget. Hvem der griber en, selvom man er langt væk, så betyder afstanden så lidt alligevel.
Teknologien gør her nogle fantastiske ting, at muligheden for at snakke eller "se" dem i Danmark er til, det kan hjælpe en i mange situationer. Nogle gange er det kort, men oftest er det længere samtaler, om alting og ingenting.

Det, at ens fætter på 6 år bare lige pludselig ringer til en, bare lige for at høre, hvad man laver, og om man ikke vil se hans bamser og gymnastikopvisning i stuen. Eller at ham på 11 ringer mens han spiller, for lige at høre, selvom det bare er et lille hej, så gør det en utrolig glad. Man mærker, at selvom man ikke er tæt på, så er man ikke glemt. Det, at ens forældre kan sidde 3000 kilometer væk fra en i deres stue og se en på deres skærm, mens vi snakker er heller ikke dårligt, så får man lige hørt til hvordan det går og planer osv.
Det, at man har kaffedates med veninderne på Skype er dejligt, man kan få vendt verdenssituationen og det man ellers ville snakke om, hvis man var sammen fysisk. Eller ens søster lige bare vil ringe kort, næste gang man kigger på klokken, opdager man, at der var gået 2 timer. Ellers fælles skype, hvor man både skyper med søster og fætre på en gang, det er også ret sjovt.

Der, hvor teknologien endnu ikke opfylder behovet om at vedligeholde kontakten er den fysiskekontakt, når det eneste, man bare har brug for er et kram fra ens søster, mor, far, farmor, veninder, fætre, eller ens farfar der nusser en på kinden og siger man er det bedste. Dufte kan man heller ikke trylle frem gennem skærmen, måske det er meget godt, for hvem vil måske lige lugte til en kæmpe prut? På den anden side vil man da gerne dufte alle de andre ting, som man forbinder med de mennesker, som man holder af.

Selvom jeg til tider kan blive irriteret på den store indflydelse teknologien har på vores hverdag, så vil jeg ikke undvære den, da den på en måde bringer mig tættere på dem jeg holder så meget af.

To drenge som altid vinder mit hjerte. 

Får vist Hr. Ræv

Fælles skype med fætre og søster

Endnu et besøg

Det kan godt ske, at man siger, at fredag d. 13. er en ulykkesdag, men fredag d. 13. februar var bestemt ikke nogen ulykkesdag for mig. Jeg var nemlig endnu engang så heldig, at jeg fik besøg hjemmefra. Denne gang kom min kammerat Michael, som jeg kender fra mit frivillige arbejde i Ungdommens Røde Kors i Danmark.

Nuuk viste sig fra sin allersmukkeste side, nemlig et sneklædt landskab som blev ramt af de stærke og smukke solstråler. Jeg hentede Michael i lufthavnen, hvorefter han så lige måtte komme et smut med mig på arbejde, da vi nemlig skulle fejre Fastelavn på USK, og derfor havde jeg først fri senere end normalt. Der blev hygget i klasserne, malet ansigter, slået katten af tønden, spist fastelavnsboller og drukket kakao.
Det blev tid til at holde weekend, så vi tog bussen hjem til Nuussuaq.
Når man har besøg, er det dejligt, at Nuuk viser sin pæne facade frem, hvor sneen bare ligger fint, mens den glimter som diamanter, fordi solens stråler rammer de smukke hvide flager.

Vi har nydt Nuuks natur, hvor vi har gået en del ture, vi tog også et smut op på Lille Marlene. Fra toppen af Lille Malene er udsigten helt vidunderlig, men det var også en pæn tur op ad, selvom man går ad liftens spor er det stadig lidt hårdt at gå i sne. På toppe var det en smule koldt, men også ubeskriveligt smukt, fordi man kan se udover hele Nuuk og danne sig et overblik over byen. Man kan samtidig også se ud over vandet og de mange fjeldtoppe mens man nyder stilheden og lader naturen ramme én. Turen ned er ret ned, der kan man det mest af vejen nemlig sætte sig på enden og lade sig suse ned, der er vel et lille legebarn gemt i os alle.

På vej op, vi går baglæns og nyder udsigten

På vej op ad Lille Malene

Michael på toppen

Mere udsigt

Udsigt fra toppen med Sermitsiaq i baggrunden

På vej ned. Det går ok stærkt

Dødstrappen fanget i et solglimt

Havets Moder fryser

Udsigt fra Hans Egede statuen. Synes Nordlandet ser uvirkeligt ud.

Udsigt fra Hans Egede statuen mod Store Malene. Den høje bygning er Nuuk Center

Udsigt fra Hans Egede statuen med Sermitsiaq i baggrunden og en frisk fyr i forgrunden

Mere med Michael

En af dagene tog vi også en længere gåtur, nemlig ud til verdens ende. Verdens Ende er helt ude i Qinngorput, hvilket betyder en ret lang gåtur. Heldigvis var vejret helt vidunderligt, solskin og kun en lille kold vind. At stå ved verdens ende, have vinden i ryggen og kigge ud i horisonten mens man mærker varmen fra solens stråler er fantastisk. Det er noget som giver liv til sjælen.
Da vi kom hjem igen fra vores halvlange gåtur, fik vi varmen med kaffe og tæpper, så måtte man altså gerne spise en bolle, fordi gåturen alligevel havde en længde på 11 kilometer.
Det var en utrolig dejlig tur, en tur jeg vil huske tilbage på, fordi det var så dejligt, at sidde i total stilhed, mærke vinden i ryggen og bare nyde udsigten af de sneklædte bjerge i horisonten, og solens genskin i vandet.
Vi tog også ned på museet, hvor vi så på alle de grønlandske ting, selvom det er 2. gang jeg er der, så ser man noget andet, end jeg gjorde den første gang. Det er meget hyggeligt at se på tingene og jeg kan rigtig godt lide mange af de gamle billeder af grønlænderne, fordi jeg synes deres ansigter har så mange fine træk. Derudover har jeg vist ham resten af byen, vi har hygget, spillet, været til fødselsdagsfest og været med på arbejde.

Udsigt på vej til Verdens Ende

Perspektiv fra Verdens Ende mod byen

Der er gået noget tid siden, at jeg har skrevet, men der har været ret mange ting den sidste tid, som har fyldt en del for mig. Derfor har jeg ikke haft ordene til at skrive her, men jeg kan mærke, at det stille og roligt vender tilbage igen.

Forresten har jeg bestilt min sommerferiebillet til Danmark, så jeg er i Danmark igen om 109 dage. Jeg skal inden, lige et smut forbi Island et par dage, med min kollega Susanne, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg glæder mig også til endnu en sommer i Danmark og til igen at være tæt på de mennesker, som jeg holder utrolig meget af!
Der er stadig ufattelig meget sne i Nuuk, meget mere end der var sidste år. Det har også været en del koldere i år end sidste år, specielt chillfaktoren kan være ret voldsom nogen dage, så kan kulden godt bide en i ansigtet.

Mit blå hus. Så meget sne, at man kan hoppe ned i den. 

Dødstrappen som er fyldt med sne. Måske man skulle prøve kælken?