Mit grønlandske kapitel: juni 2015

Inden jeg ser mig om, så er mit andet år i Nuuk snart gået.
Det har på alle måder været et anderledes år end det første heroppe. Arbejdsmæssigt har jeg klart fået mere erfaring, jeg er mere rustet og føler bedre, at jeg kan tackle børnene, fordi jeg har lært hvilke tilgange som virker og ikke virker her.
Det har været et år, som har gjort noget ved mig som menneske, det har formet mig endnu mere og styrket mig mere end jeg aner. Jeg har stået ansigt til ansigt med nogle af de livsvilkår, som vi kan møde på vores vej.

Det har været året, hvor jeg i august skabte fantastiske minder med Sisse, far og mor, da de var i Nuuk.
Det har været året, hvor jeg i september endnu engang var med som instruktør for INUA.
Det har været året, hvor jeg i slutningen af september mistede min morfar.
Det har været året, hvor jeg i slutningen af oktober mistede min oldemor.
Det har været året, hvor jeg i december overraskede min familie med et besøg i julen og genså Michael.
Det har været året, hvor jeg Nytårsaften tog en beslutning, som havde betydning for mig, en ny retning.
Det har været året, hvor jeg i starten af februar blev slået omkuld og livet tog en anden retning igen.
Det har været året, hvor jeg har været ramt.
Det har været året, hvor jeg i midten af februar fik endnu et besøg, denne gang af Michael.
Det har været året, hvor jeg blev kærester med Michael.

Mit andet år startede helt perfekt ud, det var helt vildt fedt at vise mine forældre og Sisse Nuuk. Være sammen med dem og skabe nogle uforglemmelige minder, som jeg vil have for altid. Det er noget jeg tænker tilbage på og trækker på smilebåndet, når jeg ser billederne bliver jeg fyldt med glæde indeni, fordi det var så god en oplevelse sammen med dem.
Det, at jeg mistede min morfar var utrolig hårdt for mig, det var rigtig hårdt at miste en man faktisk holder af også være på afstand af det. Jeg følte ikke, at jeg var en del af at sige farvel. En måned senere mistede jeg min oldemor, en person som altid har været et stort forbillede for mig og som jeg har holdt utrolig meget af. At miste den første af sine bedsteforældre var hårdt, men at miste endnu et familiemedlem næsten kun en måned senere var lige så hårdt. Det er svært at sætte sig ind i, hvordan det er, når man mister nogen, når man er på afstand af det, men jeg tror, at det slår en hårdere.

Jeg overraskede min familie med at komme til Danmark i julen. Det var helt vildt fedt, jeg havde en skøn jul, hvor jeg var sammen med familien, Michael og mine veninder. Nytårsaften tog jeg en beslutning, som gjorde at mit liv nu skulle have en ny retning end hidtil planlagt. I situationer som disse bliver jeg for alvor mindet om, at jeg har nogle helt fantastiske veninder, som jeg ikke på nogen tidspunkter vil være foruden.
Der skete så det, at der sker ting, som man ikke selv kan kontrollere, omend man gerne ville, men det betød at mit liv i starten af februar igen tog en anden drejning. Jeg var ret hårdt ramt af situationen, selvom jeg prøvede at holde mig selv oppe, men overskuddet til mig selv og andre var ikke voldsomt stort.
Det er i situationer som disse, at man oplever, at de personer, man gerne ville have der, ikke kunne være der pga. afstanden. Det var en tid, hvor jeg følte, at det hele var en rutschebanetur, det var svært at overskue nogle ting og samtidig oplevede jeg, at de mennesker, som jeg har været der for heroppe, ikke på samme måde var der for mig, da jeg havde allermest brug for det. Heldigvis fik jeg endnu et besøg heroppe, denne gang af Michael og det var på alle punkter så livsbekræftende. Han viste, og fik mig igen til at føle, at andre mennesker også er der for mig. At være igennem disse ting, som livet jo bringer en, har klart været med til at styrke mig som person, men også fået mig til at ændre perspektiv på nogle ting. Jeg ville aldrig have klaret det uden min familie, mine veninder i Danmark, Michael, Susanne, Elisa og mine altid livsglade venner i Inua.
Et følelsesladet år som har kastet mig rundt, men jeg er kommet styrket ud på den anden side, jeg ved, at jeg kan knækkes, men jeg ved samtidig også, at jeg kan rejse mig op ved hjælp af min egen styrke og med de mennesker jeg har i mit liv. Jeg ved, at det at opleve disse ting og være på afstand af mennesker, som har den største plads i ens liv, det gør det hårdt, men det gør også, at man finder ud, hvordan man klarer sig.
I'm a surviver.

Der går ikke så lang tid, så står den på sommerferie. Det er tiltrængt, jeg ser frem til en sommer i Danmark, hvor jeg skal se min kæreste igen efter 4 måneder, se min familie og veninder som jeg ikke har set siden jul.

Hvad mit tredje år i Nuuk bringer, ja det vil tiden jo vise os, en ting er sikkert, jeg skal nok dele det...