Dén der tid, den flyver for mig og ikke mindst fra mig. Jeg fløj torsdag d. 22. Oktober mod Ilulissat, som billedet afslører, var det nemlig i forbindelse med Inua. Endnu engang fik jeg tilbuddet om at tage til Ilulisaat og træne nye frivillige - et tilbud man ikke lader flyve fra sig.
Jeg var i godt selskab med mine to med-frivillige, Gabriel og Napaartoq, i dagligt tale, Gaba og Nape.
Først ventede vi i Nuuk lufthavn, derefter fløj vi til Manitsoq og mellemlandede, så til Kangerlussuaq, hvor vi ventede et par timer, her fordrev vi ventetiden med snak, mad, film, lidt hækling og selvfølgelig selfies. 
Nå, men da vi sad i cafeteriet i Kangerlussuaq blev vores fly først forsinket, det er man så vant til her, så blev det aflyst, men vi blev reddet alligevel for vi blev ombooket til et andet fly, som skulle forbi Aasiaat. Så endnu en flyvetur med et lille stop i Aasiaat for til sidst at lande i smukke solfyldte Ilulissat. Så på en dag nåede jeg at være i fem forskellige grønlandske byer - lidt vildt at tænke på, når man ikke kan komme fra by til by med bil eller tog. 
Jeg skal lige love jer for, at Ilulissat tog godt imod os, solskin og den vildeste kolde vind jeg længe har mærket på min krop. Vi ville blot gå en lille tur ned til Pisiffik, på vejen derned blev vitale tre enige om, at det var tydeligt at se, at vi kom fra Nuuk, der gik vi nemlig blot i vinterjakke, hue og for mit vedkommende halstørklæde og vanter, mens de lokale havde været kloge at iføre sig enten overtræksbukser eller den klassiske flyverdragt. I Pisiffik mødte vi Cecilie og Katrine, som er projektmedarbejdere for Inua i Ilulissat. Tilmed fortalte en lokal os, at det var minus 26, så gav det mere mening at vi frøs vores små ben.
Fredagen blev brugt på at forberede kurset vi skulle holde, vi rettede vores oplæg til og småhyggede os. Vi gik på tur ud til Sermermiut, et ufatteligt smukt sted, hvor hav og isfjelde lever side om side, at de fik selskab af solen gjorde kun oplevelsen en tand smukkere. Som den selfie-King Gaba nu er, så skulle vi selvfølgelig have et godt selfie på toppen af et af fjeldene. Det krævede lidt vandring op og ned, her var det tydeligt at se, at drengene er vokset op i denne natur, de sprang jo sikkert opad, mens jeg, bagerst var mere forsigtig. Alt i mens vi gik opad, kredsede mine tanker blot på, hvordan jeg nogensinde skulle komme ned af det halvstejle fjeld med livet i behold. Gaba fik taget nogle selfies med os på, men det var en frysende oplevelse. På vejen tilbage beviste drengene er de er nogle rigtige mænd, de var så hjælpsomme og gode til at guide mine små tykke ben ned ad fjeldsiderne, så jeg kom ned med livet i behold. Drengene jokede med, at jeg havde sagt, at det ikke var sikkert, vi overlevede turen, hvortil de sagde at "de ville hvert fald, men spørgsmålet var mere om jeg ville".
Om eftermiddagen satte vi kurs mod Hotel Icefjord, som var rammen for vores kursus, hvor vi mødtes med de to projektmedarbejdere, Cecilie og Katrine.
Da træningen blev skudt i gang var det bare endnu engang en fed følelse i hele kroppen. At være sammen med mennesker, som er så livsglade og fyldt med smil og grin, det er givende. Den første dag omhandlede de 7 principper som Røde Kors arbejder ud fra samt at lære hinanden at kende gennem smålege. Jeg følte, at jeg fløj fra den første træning pga. glædesfølelse i hele kroppen og ømme kinder af at grine så meget. Drengene og jeg gik sammen med Hansinnguaq, der nu bor i Ilulissat, på cafe for at få noget at spise. Det er altid dejligt at spise i gode venners selskab, Hansinnguaq kender vi fra Inua i Nuuk. Med kroppe fyldt med lækker mad og grin, blev vi ramt af træthed og gik mod vores hytte.
Lørdag og søndag stod den på mere træning af de nye frivillige, jeg stod om lørdagen for oplæg omkring psykisk førstehjælp, som er et halvstort punkt med en del underemner som har relevans for vores frivillige arbejde. Derudover var der en masse teambuildingslege, oplæg om samværspolitik, vores frivillig håndbog samt øvelse i at planlægge aktiviteter.
Søndagen overrakte Nape beviserne til de nye frivilligt, fordi det var Napes første træning, som instruktør og derfor mente vi, at han skulle have æren. 
Nå men efter planen skulle vi have kurs mod Nuuk om mandagen, men sådan ville vejrforholdene det ikke. Der var allerede søndag kraftig storm i Nuuk, så vi havde gamblet lidt om, om det ville være muligt at flyve hjem til Nuuk. Vi savnede alle Nuuk, Gaba savnede sin søn, Nape og jeg savnede vores kærester.
Vi ville først få besked senere på dagen omkring, hvad udfaldet ville blive, så vi gik ind til byen for at købe gaver til Napes kæreste. Vi var forbi det lokale værksted, et værksted hvor man tilstoppes i næsen af en helt særlig lugt af ben og slibetøj, mens ens støvler laver spor i resterne fra rensdyrenes gevir. Der var en masse fine ting, det særlige ved at købe sådan et sted er, at man køber det direkte af ham, som har formet det og hører en stolt stemme fortælle om sine værker. Tilmed er prisen i en helt anden retning end butikkernes priser, så med købeoplevelsen og prisen, ved jeg godt, hvor jeg vil købe.
Omkring frokosttid fik vi beskeden om, at vores afgang var aflyst, lige i de sekunder eller okay, måske minutter, en hel del minutter, var jeg ret så sur, jeg ville faktisk gerne hjem til Michael.
Vi pakkede vores ting sammen, ringede efter en taxa, ventede på taxaen i 15 minutter, alt imens min grad af surhed steg. Det gik lidt ud over Nape og Gaba, og Nape mente, at det var meget godt, at vi ville blive inkvarteret på enkeltmandsværelser på Hotel Artic. Vi blev nemlig inkvarteret på firestjernet hotel for en nat. Vi skulle dog lige derud først, jeg ringede efter endnu en taxa, men ingen hentede os, til sidst slap min tålmodighed op og den efterfølgende taxa som passerede os, rakte jeg hånden op som en anden Carrie Bradshaw der prajer en taxa i Sex and The City. Se, det gav held og vi blev kørt til Artic og indkvarteret på lækre værelser. Værelser med udsigt til slædehunde, hav og isfjelde. 
At vi fik serveret en lækker frokost med grønlandske specialiteter gjorde lige, at min surhedsbarometer gik helt i bund og erstattet af smil i stedet. Efter frokost gik Nape og jeg en tur ind til byen og en tur ud mod Sermermiut, hvor hunde-spandene står, det er ikke spande, men det kaldes de flokke, som hundene står i. Her blev vi mødt af en del små og halvstore slædehundehvalpe. 
Tirsdag blev dagen, hvor vi kunne sætte os i den lille røde flyver og sætte kurs mod Nuuk. Det har på alle måder været en rigtig dejlig tur, jeg har hygget og haft det så godt sammen med Nape og Gaba, de er nogle herlige gutter med en helt igennem skøn humor og personlighed. Det er endnu en af de oplevelse, som jeg gemmer i min mindebank. Selvom det at være frivillig kan være krævende, så er det plussiden som vinder til hver en tid. I Inua har jeg mødt de mest herlige mennesker med store personligheder, som jeg sætter enorm stor pris på.
