Til sommer hedder det igen Danmark, og jeg begynder at vende de sidste sider i mit treårige kapitel i Grønland. Det er mærkeligt og for hver side jeg vender, ved jeg, at jeg er tættere på at komme til Danmark igen, men også tættere på at kapitlet i Grønland lukkes. Det er med blandede følelser.
Grønland har været mit hjem i snart tre år, jeg har følt mig hjemme her. Når jeg var på ferie i Danmark, savnede jeg Grønland og glædede mig til at komme tilbage. Grønland har givet mig utallige oplevelser, minder for livet og samtidig gjort mig stærkere.
Oplevelser som de små magiske øjeblikke, hvor sneen falder, lyden af støvlerne der rammer sneen, til de større oplevelser, som når man fanger sin første fisk, sidder på hundeslæden og ser hundene spæne afsted henover sneen, står på toppen af Store Malene og nyder udsigten eller når man ser en hval bryde vandets overflade og stille lader sin hale komme til syne. Jeg har minder for livet, som betyder utrolig meget for mig, minder som er skabt sammen med mennesker, som jeg holder utrolig meget af. Minder for livet med mine fantastiske veninder Trine og Pernille, mine altid støttende forældre og søster, hendes kæreste, min seje farmor og farfar, mine pragtfulde venner og veninder fra Inua og med manden i mit liv, Michael. Det har været nogle værdifulde øjeblikke.
Det har styrket mig at være langt væk hjemmefra, men som i en hver anden roman, må man igennem nogle ting for at komme mere styrket ud på den anden side, hvilket jeg må sige, at jeg har. Det har gjort mig selv mere bevidst omkring mig selv, hvad jeg for alvor står for og om mine grænser, hvornår jeg kan klare tingene selv og hvornår jeg skal bede om hjælp.
Samtidig har mit arbejde, nærmere mine elever, også gjort et stort indtryk på mig, når jeg tænker på, at jeg om cirka fire måneder ikke længere skal møde dem i min hverdag, så bliver jeg vemodig. De har været mine allerførste elever, hvortil de altid vil betyde noget ganske særligt. Den anden dag sagde nogle af eleverne i 9. Klasse, at de elskede mig og om jeg elskede dem. Måtte skuffe dem og sige, at det er få mennesker, som jeg elsker, at jeg ikke elskede dem, men holdt utrolig meget af dem. For det gør jeg. De børn har ramt mig i hjertet, fordi de er særlige, de er deres helt egne og utrolig umiddelbare og direkte. De er søde, skøre og skrækkelige, for ja som en hver anden lærer, har jeg da taget mine kampe med dem, men de ved også, hvor de har mig og at jeg vil dem det allerbedste.
Sidste år var en folk af pigerne fra nuværende 9. Herhjemme til hyggeaften og overnatning, det er noget de stadig snakker om og efterspørger endnu en overnatning - det er ikke noget jeg får løn for på kontoen, men jeg føler mig betalt i taknemmelighed.
Til juni er jeg igen at finde i Danmark, men lige præcis, hvor i landet det bliver, det er endnu uvist. Det hele afhænger af, hvor i landet (Jylland) der er job til Michael. Jeg glæder mig til at komme til Danmark, glæder mig til at være tættere på min familie, veninder og venner, have muligheden for at være sammen med dem, glæder mig til at opleve det danske forår, som jeg ikke har oplevet i 3 år. Endnu en ting at tilføje er, at Michael og jeg tager en ekstra gave med hjem til Danmark.
