På en tidlig mandag morgen, hvor en tung hvid dyne af tåge dækkede både Store og Lille Malene og gjorde dem usynlige og hvor de første unge drenge havde sparket til den første bold før kl. 6.30.
Det var dén mandag morgen, som var min sidste mandag i Nuussuaq 69. Den morgen, hvor tågen mindede mig om, at det var sidste gang, at jeg skulle vågne til synet af de to store fjelde og at jeg snart ville lukke mit grønlandske kapitel.
På den sidste mandag i Nuussuaq blev kl. 8.15, hvor 4 flyttemænd rykkede ind i lejligheden sammen med et utal af tomme flyttekasser, store mængder af papir, pap og bobbelplast. Alt i mens de fyldte den ene flyttekasse efter den anden eller fik pakket et møbel ind, som en anden gave i bobbelplast, forsvandt tågen stille og Malenerne var igen to synlige storslåede fjelde.
Alt i mens sad jeg og så på, at solens stråler vandt over tågens hvide dyne og omkring mig blev der pakket ned. Jeg blev for alvor klar over, at den sidste side i kapitlet var vendt.
Jeg glæder mig meget til, at jeg på lørdag, igen tager flyveren med kursen mod Danmark - denne gang ikke kun for at tage på sommerferie, men for at flytte dertil igen. At starte endnu et nyt kapitel op i mit liv sammen med Michael og til at være tættere på de mennesker som står mig nært.
Der hersker igen tvivl om, at Grønland har sat sine spor hos mig for altid. Grønland har givet mig oplevelser, erfaringer, en levestil og mennesker som for altid har rykket noget hos mig.
Min tid heroppe har ikke kun været som at se et billede af den flotte nyfaldne hvide sne, den har som andres også været ramt af den grålige og kolde sne der langsomt spiser ens knogler indefra.
Februar 2015 blev for alvor et point of no return for mig, jeg havde nær opgivet mit grønlandske kapitel og taget mod Danmark. Michaels besøg gjorde, at jeg valgte at blive her, valgte at se på den grålige sne som noget jeg kunne overvinde og dermed så jeg igen billedet af den hvide nyfaldne sne, men nu med et andet perspektiv. At være langt væk fra de mennesker man har nært og komme forbi skyggesiden gjorde, at jeg som person kom stærkere ud på den anden side og samtidig vidste jeg, at jeg havde fundet manden i mit liv, Michael. Han var der, selv når jeg allermindst fortjente det. At han havde lysten og modet til at flytte herop den efterfølgende sommer var for mig en kæmpe kærlighedserklæring. At vi sammen har kunnet dele Grønland som vores, at han blev en del af mit grønlandske kapitel, at vi for altid vil have nogle uforglemmelige minder herfra. Det, at han vil kunne forstå mig, hvis savnet skulle opstå eller hvis man vil forsvare de fordomme, som desværre findes om de mennesker der bor på verdens største ø. Jeg ved, at han til hver en tid vil forstå, fordi han har været her sammen med mig.
Nu sidder jeg så her i den næsten tomme lejlighed. Flyttemændene holder sig en velfortjent frokostpause, inden de fortsætter med at slæbe de sidste ting ned i containeren.
Tilbage i lejligheden er der snart kun de ting, som jeg skal bruge til at rengøre lejligheden inden den skal synes samt min kuffert. Jeg bliver senere i dag indkvarteret et andet sted inde i byen indtil min afrejse på lørdag. At jeg undgår den store trappe, med over 200 trin, gør mig ikke noget her den sidste uge, hvor jeg bevæger mig ind i uge 33 af min graviditet. At min krop efterhånden er ved at være en hel del tungere og mere uhandy end tidligere, det mærker jeg nu.
Jeg tæller ned til at være på dansk jord samtidig med, at jeg suger hvert et øjeblik ud af Nuuk og har en bevægelig partner i maven med mig hele vejen.