Den sidste mandag i Nuuk

På en tidlig mandag morgen, hvor en tung hvid dyne af tåge dækkede både Store og Lille Malene og gjorde dem usynlige og hvor de første unge drenge havde sparket til den første bold før kl. 6.30. 

Det var dén mandag morgen, som var min sidste mandag i Nuussuaq 69. Den morgen, hvor tågen mindede mig om, at det var sidste gang, at jeg skulle vågne til synet af de to store fjelde og at jeg snart ville lukke mit grønlandske kapitel. 

På den sidste mandag i Nuussuaq blev kl. 8.15, hvor 4 flyttemænd rykkede ind i lejligheden sammen med et utal af tomme flyttekasser, store mængder af papir, pap og bobbelplast. Alt i mens de fyldte den ene flyttekasse efter den anden eller fik pakket et møbel ind, som en anden gave i bobbelplast, forsvandt tågen stille og Malenerne var igen to synlige storslåede fjelde. 

Alt i mens sad jeg og så på, at solens stråler vandt over tågens hvide dyne og omkring mig blev der pakket ned. Jeg blev for alvor klar over, at den sidste side i kapitlet var vendt. 

Jeg glæder mig meget til, at jeg på lørdag, igen tager flyveren med kursen mod Danmark - denne gang ikke kun for at tage på sommerferie, men for at flytte dertil igen. At starte endnu et nyt kapitel op i mit liv sammen med Michael og til at være tættere på de mennesker som står mig nært. 

Der hersker igen tvivl om, at Grønland har sat sine spor hos mig for altid. Grønland har givet mig oplevelser, erfaringer, en levestil og mennesker som for altid har rykket noget hos mig. 

Min tid heroppe har ikke kun været som at se et billede af den flotte nyfaldne hvide sne, den har som andres også været ramt af den grålige og kolde sne der langsomt spiser ens knogler indefra. 

Februar 2015 blev for alvor et point of no return for mig, jeg havde nær opgivet mit grønlandske kapitel og taget mod Danmark. Michaels besøg gjorde, at jeg valgte at blive her, valgte at se på den grålige sne som noget jeg kunne overvinde og dermed så jeg igen billedet af den hvide nyfaldne sne, men nu med et andet perspektiv. At være langt væk fra de mennesker man har nært og komme forbi skyggesiden gjorde, at jeg som person kom stærkere ud på den anden side og samtidig vidste jeg, at jeg havde fundet manden i mit liv, Michael. Han var der, selv når jeg allermindst fortjente det. At han havde lysten og modet til at flytte herop den efterfølgende sommer var for mig en kæmpe kærlighedserklæring. At vi sammen har kunnet dele Grønland som vores, at han blev en del af mit grønlandske kapitel, at vi for altid vil have nogle uforglemmelige minder herfra. Det, at han vil kunne forstå mig, hvis savnet skulle opstå eller hvis man vil forsvare de fordomme, som desværre findes om de mennesker der bor på verdens største ø. Jeg ved, at han til hver en tid vil forstå, fordi han har været her sammen med mig.

Nu sidder jeg så her i den næsten tomme lejlighed. Flyttemændene holder sig en velfortjent frokostpause, inden de fortsætter med at slæbe de sidste ting ned i containeren. 

Tilbage i lejligheden er der snart kun de ting, som jeg skal bruge til at rengøre lejligheden inden den skal synes samt min kuffert. Jeg bliver senere i dag indkvarteret et andet sted inde i byen indtil min afrejse på lørdag. At jeg undgår den store trappe, med over 200 trin, gør mig ikke noget her den sidste uge, hvor jeg bevæger mig ind i uge 33 af min graviditet. At min krop efterhånden er ved at være en hel del tungere og mere uhandy end tidligere, det mærker jeg nu. 

Jeg tæller ned til at være på dansk jord samtidig med, at jeg suger hvert et øjeblik ud af Nuuk og har en bevægelig partner i maven med mig hele vejen. 

Hvad har Grønland lært mig?

Hvad har Grønland mon lært mig? 

I 3 år har verdens største ø, været det sted, som jeg kaldte "mit hjem", for det har det været. 3 år som har været vigtige for mig, mit grønlandske kapitel rummer en masse sider efterhånden, både de gode, de mindeværdige, de smukke, de udfordrende og de dårlige. Til de mange sider kan jeg tilføje utallige billeder, både de som er foreviget på papir og de som er foreviget for min indre film.   

At være et andet sted end der, hvor man er vokset op, det giver en et andet perspektiv, om vi så rejser eller flytter ud. Jeg tror på, at perspektiver er vigtige for os som mennesker, da vi lærer noget om andre, men lige så vigtigt lærer vi også noget om os selv. 

- At fordomme er ubrugeligt 

- At være tilstede og nyde nærværet uden teknologiens indblanding

- At tiden ikke altid er afgørende, tingene bliver gjort på et tidspunkt

- At stå for noget og kæmpe for det 

- Vigtigheden af at sige fra overfor mennesker, som ikke gør noget godt for en selv

- At afstanden lærer én, hvilke mennesker der virkelig er vigtige for én at have i sit liv

- At det ikke er rart at føle sig alt for anderledes end majoriteten 

- At jeg er en god lærer, som kan mine ting og at mine første elever altid vil være noget særligt! 

Det er så svært at forstå, at lige om lidt så lukker jeg mit grønlandske kapitel og vender min næse hjem til Danmark igen. Igen skal Danmark være det, som jeg kalder "hjem". Her skal jeg igen slå rødderne i den danske muld og igen finde et fodfæste, heldigvis sammen med Michael. Det har været så ubeskriveligt betydeligt for mig, at han flyttede herop, og vi har haft de oplevelser sammen, som vi vil have for altid. Jeg ved, at Grønland altid vil betyde noget helt særligt for os begge to, Grønland har givet os meget mere, end vi havde turdet håbe på. Vi har skabt så mange fantastiske øjeblikke sammen, fundet ud af en masse ting sammen, set hinanden vokse på den allerbedste måde som har gjort, at vi begge vender tilbage til Danmark i en endnu bedre udgave af os selv, samtidig med at vi har vokset sammen. At Augustbabyens første hjerteslag slog her i det kolde Nord, er endnu en grund til, at Grønland for altid vil være i vores hjerter. 

Arctic Winter Games - in the end we will all be winners

Holder "ferie" for tiden alt i mens at Michael arbejder, arbejder og arbejder så lidt mere.

Arctic Winter Games flammen er tændt, de arktiske lege er i gang i Nuuk, den største sportsbegivenhed som Grønland har afholdt.
Der er samlet en masse sports- og kulturmennesker fra steder som Yamal, Alaska, Yukon, Northwest Territories, Nunavut, Sapmi, Alberta, Nunavik og selvfølgelig Grønland. Sammen mødes de både i sporten og kulturen.

Det hele startede dog lige med en omgang stormvejr om lørdagen, jeg var indenfor hele dagen, da vejret ikke tillod andet. Michael skulle dog bevæge sig afsted på arbejdet for at være helt klar til startskuddet på AWG.

Vores hoveddør fik et godt lag sne. 

Godt vi har verdens bedste Nabo-Peter, som er den bedste til at rydde sne.

Når man åbner døren efter snestorm......

Men heldigvis er en snestorm ikke noget, som kan slukke flammen for AWG.
AWG handler om sport og kultur, at de arktiske nationer sammen mødes omkring de sportsgrene som hører deres kultur til. Der er sportsdiscipliner, som jeg ikke havde nogen ide om eksisterede, men som er meget interessante at stifte bekendtskab med. Der konkurreres også i mere kendte discipliner som Volleyball, badminton og bordtennis.

Kendingsmelodien for AWG, lavet af Small Time Gigants, har titlen "We are the Arctic" Lyt til den her. Den beskriver netop AWG-sjælen, at AWG handler om, at vi nedbryder det, som er imellem os, at vi i stedet tror på modet i os selv og andre, at unge mennesker mødes, fordi de kæmper i deres sportsgren, men samtidig har de styrken til at skabe et mindeværdigt moment. Der er rigtig meget sjæl i sangen, hver eneste gang jeg hører den, kan jeg mærke, at den går lige ind under huden på mig.

Jeg var med, da der var et halvt år til AWG, heldigvis var jeg også med, da flammen blev tændt og de mange deltagere blev modtaget til åbningsceremonien. Det var et show med en masse underholdning med kunstnere fra hele Grønland.

Åbningsceremonien er klar til at gå i gang

Den grønlandske nationalmelodi synges iført nationaldragter.

Michaels gymnastik unger underholder på scenen.

Kuluk, som er sæl-maskot for AWG2016. Den har de klassiske grønlænder gummistøvler på. 

Indmarch af nogle af deltagerne til åbningsceremonien

Den smukke flamme står i ild foran Katuaq (kulturcenteret) med de deltagende flag ved sin side. 

AWG forberedelser har været i gang længe - tro mig, når man er kærester med en som arbejder for Host Society, så er det ikke meget, man har set til ham den sidste månedstid. Vi snakker altså ikke om et 8-16 job, men et 7.30-00 arbejde (hertil kan telefonen ringe midt om natten). Plus den tid man så har set ham, har hjernen været på sportsprogrammer, publikationer, lister og andet som skulle gå op i en højere enhed. Der er så mange ting, som har skulle være på plads, jeg giver en kæmpe kæmpe stor applaus til Hovedkontorets allersejeste, hårdtarbejdende mennesker, som har haft AWG på hjernen den sidste tid og har måtte give afkald på meget andet. 

Det er dog med blandede følelser, at AWG har sin afslutningsceremoni på fredag, for på den ene side er det mindeværdigt at opleve et sports- og kulturevent som dette heroppe, men på den anden side, så glæder jeg mig til, at det er slut.
Slut, fordi jeg så forhåbentlig kan se den Michael, som er tilstede og ikke har hovedet fængslet til arbejdet hele tiden. Den tid her, har for alvor lært mig en lektie, som jeg var klar over, at arbejde bare ikke er alt.
Heldigvis kan jeg se, at jeg har en kæreste, som har lært rigtig meget under dette forløb, hvilket jeg kun er og kan være stolt af, så pakker jeg de mange dage og savnet til ham langt væk, for lige om lidt har han normale arbejdstider igen. Dermed kan jeg kun sige, som de synges i "We are the Arctic", at    

 "We will all be winners in the end"  - for det tror jeg på, ikke kun mig selv, men en masse andre mennesker også, selvom vi ikke står med den guldmedalje om halsen, så er det følelsen af, at den hænger der. 

Tanker om de sidste måneder i Nuuk

Beslutningen er taget.

Til sommer hedder det igen Danmark, og jeg begynder at vende de sidste sider i mit treårige kapitel i Grønland. Det er mærkeligt og for hver side jeg vender, ved jeg, at jeg er tættere på at komme til Danmark igen, men også tættere på at kapitlet i Grønland lukkes. Det er med blandede følelser. 

Grønland har været mit hjem i snart tre år, jeg har følt mig hjemme her. Når jeg var på ferie i Danmark, savnede jeg Grønland og glædede mig til at komme tilbage. Grønland har givet mig utallige oplevelser, minder for livet og samtidig gjort mig stærkere. 

Oplevelser som de små magiske øjeblikke, hvor sneen falder, lyden af støvlerne der rammer sneen, til de større oplevelser, som når man fanger sin første fisk, sidder på hundeslæden og ser hundene spæne afsted henover sneen, står på toppen af Store Malene og nyder udsigten eller når man ser en hval bryde vandets overflade og stille lader sin hale komme til syne. Jeg har minder for livet, som betyder utrolig meget for mig, minder som er skabt sammen med mennesker, som jeg holder utrolig meget af. Minder for livet med mine fantastiske veninder Trine og Pernille, mine altid støttende forældre og søster, hendes kæreste, min seje farmor og farfar, mine pragtfulde venner og veninder fra Inua og med manden i mit liv, Michael. Det har været nogle værdifulde øjeblikke. 

Det har styrket mig at være langt væk hjemmefra, men som i en hver anden roman, må man igennem nogle ting for at komme mere styrket ud på den anden side, hvilket jeg må sige, at jeg har. Det har gjort mig selv mere bevidst omkring mig selv, hvad jeg for alvor står for og om mine grænser, hvornår jeg kan klare tingene selv og hvornår jeg skal bede om hjælp. 

Samtidig har mit arbejde, nærmere mine elever, også gjort et stort indtryk på mig, når jeg tænker på, at jeg om cirka fire måneder ikke længere skal møde dem i min hverdag, så bliver jeg vemodig. De har været mine allerførste elever, hvortil de altid vil betyde noget ganske særligt. Den anden dag sagde nogle af eleverne i 9. Klasse, at de elskede mig og om jeg elskede dem. Måtte skuffe dem og sige, at det er få mennesker, som jeg elsker, at jeg ikke elskede dem, men holdt utrolig meget af dem. For det gør jeg. De børn har ramt mig i hjertet, fordi de er særlige, de er deres helt egne og utrolig umiddelbare og direkte. De er søde, skøre og skrækkelige, for ja som en hver anden lærer, har jeg da taget mine kampe med dem, men de ved også, hvor de har mig og at jeg vil dem det allerbedste. 

Sidste år var en folk af pigerne fra nuværende 9. Herhjemme til hyggeaften og overnatning, det er noget de stadig snakker om og efterspørger endnu en overnatning - det er ikke noget jeg får løn for på kontoen, men jeg føler mig betalt i taknemmelighed. 

Til juni er jeg igen at finde i Danmark, men lige præcis, hvor i landet det bliver, det er endnu uvist. Det hele afhænger af, hvor i landet (Jylland) der er job til Michael. Jeg glæder mig til at komme til Danmark, glæder mig til at være tættere på min familie, veninder og venner, have muligheden for at være sammen med dem, glæder mig til at opleve det danske forår, som jeg ikke har oplevet i 3 år. Endnu en ting at tilføje er, at Michael og jeg tager en ekstra gave med hjem til Danmark. 

Jul i Nuuk

Det kan godt ske, at de fleste julestjerner i de grønlandske vinduer er taget ned for denne gang, men jeg har endnu en stjernestund at berette om. Nemlig min jul 2015, hvor min søster og hendes kæreste kom på besøg hos os.

Torsdag d. 17. December ankom min søster til Nuuk, Kenneth (hendes kæreste) ankom lidt senere på dagen, da han desværre blev ramt af de berømte forsinkelser, som man kan rammes af heroppe. Så mens Sisse fandt vej til skolen, måtte Kenneth tilbringe lidt timer i kolde Kangerlussuaq. Han var gået ud en lille tur, men det blev til en kort tur, da temperaturen sagde over de minus 30 grader. Sisse mindede mig om følelsen, da hun fortalte, at det føltes som om hårene i næsen frøs til is, følelsen af den kolde luft i næsen husker jeg selv, da jeg tog turen mod Danmark sidste Jul. 

Nå, men juleferien var endnu ikk kommet til mig, jeg skulle på arbejde om fredagen, hvor de to fik tilbuddet om at komme med, hvortil de takkede ja. Vi skulle juleafslutte i de forskellige fag, i dansk skulle vi læse Peters Jul, i lokale valg skulle vi lave julekort og i engelsk spille julebanko. 

Vi nyder en søskende frokost.

Sisse og Kenneth er meget kreative i min klasse.

Se om du kan finde mig her. For ja, mine elever er på højde eller højere end mig.

Så er vi ved at gøre klar til banko i engelsk.

Sisse vandt godt nok en enkelt gang i banko, men mon ikke hun snød - som hun plejer. 

Efter skole gik vi en tur rundt i byen og nød det, vejret var lækkert, men forfriskende koldt, dog ikke Kangerlussuaq kold, Sisse og Kenneth mente, at der næsten var varmt i Nuuk. 

Da juleferien ramte mig, kunne vi for alvor sætte ind med afslapning og hygge med de to. Michael skulle lige arbejde lidt mere, inden han kunne holde lidt fridage sammen med os andre. 

Vi fik gået en del ture, selvom Sisse havde et ben i skinne, men så smed vi hende i kælken og så trak vi hende, Kenneth trak nok mest, mens Sisse nød at kunne sidde i kælken. Vi var på den korteste dag, d. 21., i Katuaq og spise grønlandsk mad. Farmor og farfar havde sendt en fælles gave med til os alle fire, så middagen var sponsoreret af de to, hvilket var helt fantastisk. Der var en stor buffet med alt muligt grønlandsk mad, rensdyr, moskus, fisk af forskellige arter, lam, sæl, snekrabber osv. 

Den store aften, juleaften, nærmede sig med hastige skridt. 

Den første jul, som blev holdt med Michael, den første jul i vores hjem, den første jul bare os fire. Men det var en rigtig god dag og aften. Vi er jo fire timer bagud, så vi kunne nå at få skypet med dem alle i Danmark og ønske en Glædelig Jul, både Kenneths familie, Michaels familie og vores. Det er noget særligt, når man er langt væk, men det var herligt, at vi alligevel kunne være med rundt om juletræet hjemme hos mor og far i selskab med både farmor, farfar, moster, onkel, fætre og mormor. Tilmed så vi også med ved det årlige besøg af både den ægte og den falske julemand. 

Under juletræet gemte der sig en del pakker.

Sisse stod for at lave risengrød, som senere blev til ris á lamande. 

Vi er med til at synge.

Vi synger og vinker til familien i Danmark, Sisse og Kenneth snakkede om at vise røv - derfor de nok er kærester.

Drengene stod for julemenuen, som både stod på flæskesteg og and med det hele. Det smagte SÅ godt! Så vi ved godt, hvem der skal lave mad næste gang.

Min Michael er klar til at spise indtil han revner.

 

Sisse og Michael fik mandlen, så Kenneth og jeg måtte vaske op... 

 

Michael pakker julegaver op.

Juleaftensslik - hvor det meste var sponsoreret af både Michaels forældre og mine.

Julebillede af Sisse, Kenneth og mor på telefonen.

 

Michael og jeg.

 

Sisse er klar til julegaver.

 

Så er vi klat til at sætte tænderne i drengenes lækre mad, fem ud af fem stjerner. 

Ellers blev juledagene brugt på afslapning og hygge både inde og ude. Vi var også forbi min mors kusine Conni og vores veninde Julie til gløgg, aftensmad og hygge. En af dagene lavede vi også vores egen julefrokost med en masse lækker mad og pakkeleg.

Sisse lærte også at hækle mens hun var her.

Det var dejligt at have tid med de to gæster, men også at have nogle dage sammen med Michael. Batterierne blev virkelig ladet op. 

Nytårsaften blev holdt i selskab med Julie, min kollega Susanne, Sisse og Michael hos os. Kenneth var sendt retur til Danmark. Vi kom godt ind ind i det nye år. 

Når man slutter årets sidste dag af stille og roligt, i godt selskab hvor snakken og grinene bare overtog hinanden og man havde helt ondt i kinderne af at smile og grine, så kan året ikke slutte bedre for mit vedkommende. At se fyrværkeri både Kl. 20 og 24, hvor jeg heldigvis i år kunne springe ind i året både med min kære søster og kunne kysse manden i mit liv. 

2016 er i fuld gang, jeg synes tiden flyver afsted, som altid. Det var en fantastisk stjernestund at have endnu et besøg, som sikkert er blevet det sidste, da det til sommer hedder Danmark igen - beslutningen er taget. Hvor vi ender afhænger af, hvor jobbene er. Michael har for alvor fået travlt på arbejde, der er pludselig ikke lang tid til at AWG går i luften.

- skal nok blive bedre til at skrive de opdateringer.... 

#sanne