Det er helt korrekt, at der ikke hver måned tikker et pengebeløb ind på kontoen for den tid, man bruger på sit frivillige arbejde, men hvorfor gider man det så?
Man gider det, fordi man brænder for det, fordi værdien ikke ligger i et pengebeløb. Værdien er det fællesskab man er med i. Alt det man får, det har langt større værdi end et tal på bankbogen. Det er en værdi som sætter spor, som man har gemt i sig for altid. Det er værdifuldt at være med til noget sammen med andre, at være med til at udvikle noget i fællesskab, gøre noget og give noget til andre, men samtidig selv få oplevelserne og ikke mindst den personlige udvikling.
Jeg startede som frivillig for Ungdommens Røde Kors, hvor jeg tog på en sommerlejr. Jeg tog af sted alene, usikker og en smule bange for, hvilke mennesker der var med, og om de overhovedet kunne lide mig. Jeg tog det som en udfordring for mig selv, og det fortryder jeg ikke et sekund den dag i dag! Det at så mange forskellige mennesker kan være samlet, være fælles om oplevelser og have det helt vildt sjovt, det er noget jeg er glad for, at jeg har været en del af. Jeg blev så glad for det, at jeg tog med sommeren efter. Men det stopper ikke der, til sommer vil jeg igen på lejr, selvom jeg skal rejse helt fra Grønland af. Jeg har knyttet bånd til nogle super, skønne, skøre, søde, sjove og seje mennesker.
Ellers har jeg også været frivillig i en Adventure Club for børn i en SFO sammen med andre unge, som var rigtig sjovt at være med til.
Da jeg kom til Grønland efterspurgte jeg frivilligt arbejde på mit arbejde, men der var ikke helt nogen som mente, at det sådan rigtig fandtes, hvilket jeg ikke kunne forstå. Heldigvis findes de sociale medier, hvor jeg derigennem fandt den nye frivilligeorganisation KRK- INUA, som er i tråd med det danske Ungdommens Røde Kors. Projektet var helt nyt, hvor jeg startede med at være på kursus som frivillig. Her var jeg blandt de første 19 unge i Grønland, som blev gjort klar til at hjælpe andre unge Læs artiklen i den lokale avis her.
Jeg har gennem INUA mødt de skønneste mennesker, de mest hjertevarme og givende mennesker, som brænder for de samme ting som mig selv, nemlig at være noget for andre og gøre noget. Det hele er meget overvældende at være med til, fordi det hele skal bygges op fra bunden, det er lærerigt og utrolig givende, det er med sikkerhed noget, som for altid har sat spor i mig. Projektet skal vokse i Grønland, inden længe kommer det til Ilulissat - så spred det fantastiske budskab om at være en del af et fællesskab, eller læs jobopslaget om at blive projektmedarbejde Link til jobopslag - du kan stadig nå det!.
Det kan godt ske, at det at være frivillig ikke giver plus på bankkontoen, men det giver plus i livet for mig.
Dette indlæg er ikke et jeg er blevet opfordret eller sponsoreret til at skrive, det er ren og skær skrevet af egen vilje og lyst, fordi det er så stor en del af den, jeg er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar