Jeg er begyndt at samle på små succeser og positive oplevelser. Indtil nu har denne uge bragt mig en hel del, måske virker det af lidt for dig, som læser dette, men små ting tæller også, nogle gange mere end de store ting.
Selvom mandagen er min aller længste undervisnings dag, så blev den afsluttet helt perfekt, hvor jeg havde 10. klasse til idræt. Vi skulle spille fodbold. Allerede til opvarmningen lød det fra dem, at aldrig havde de svedt så meget, vi lavede nogle øvelser og lidt småspil, hvor jeg hørte en af pigerne sige "Jeg har aldrig svedt i min røv før", ja så har man da hørt det med!
Dagen i dag har kun bragt mig smil.
Forestil dig et klasselokale, hvor bordene står i grupper af 4, på stolene sidder elever, (de har pakket mobilen og kendamaen væk, fordi de ved, at jeg ikke vil se det), de lytter, når en opgave bliver forklaret, arbejder med opgaverne der bliver stillet, spørger om hjælp, når det er svært og kan sætte mappen på plads uden at lave ballade. Ikke en eneste gang skal læreren hæve stemmen og bede om ro - det er en KÆMPE succes! Læreren kvitterer for elevernes skønne indsats med, at der til slut i timen spilles stille musik, mens eleverne giver hinanden massage.
Sådan var min dansktime i dag. Hvis jeg kunne, så havde jeg fløjet, det er præcis DET, at jeg elsker ved mit job!
Da jeg forlod skolen, skulle jeg forbi Brugsen for at hente garn til at hækle med, da jeg drejer om hjørnet til vejen, hvor Brugsen er, ser jeg godt 7. være i gang med feltarbejde. Først får en af pigerne øje på mig, og råber "Det Sanne", de andre vender sig om, og kommer løbende imod mig, jeg får et kæmpe kram og en lille sludder med dem. De vil gerne vide, om jeg har fri, hvad jeg skal, og hvor det nu egentlig er, at jeg bor.
Alt det gør mig rigtig glad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar